Teknik til bil (Kategori B)
Under køreprøven anses eleven som fører af køretøjet, og har dermed ansvaret for, at bilen er i forsvarlig stand.
Du skal derfor sørge for, at følgende ting er i orden:
Definitioner
”UDPEGE”, betyder at du i praksis skal kunne lokalisere bestemte køretøjsdele, herunder betjeningsudstyr.
”AFLÆSE OG FORSTÅ BETYDNINGEN AF”, betyder at du i praksis skal kunne anvende instrumenter og kontrollys i køretøjet, forstå betydningen af disse og reagere i nødvendigt omfang.
”KONTROLLERE”, betyder at du uden brug af værktøj i praksis skal kunne undersøge og tage stilling til, om de i de pågældende kontrolafsnit anførte krav til køretøjet er opfyldt, herunder kunne forklare, hvordan kontrollen udføres.
Betjeningsudstyr som du skal kunne ”UDPEGE”
- Kontakt til ratlås, tænding, elektrisk starter, rudevisker og –vasker, horn, tilladte og påbudte lygter, varme- og ventilationsanlæg, elbagrude samt betjeningsanordning for spejlindstilling.
- Pedal til kobling, speeder og bremse.
- Gearstang, herunder gearenes placering, betjeningsanordningen for parkeringsbremsen og rat.
- Sikkerhedsselens fastgørelsespunkter og lås.
- Betjeningsanordning til åbning af motorhjelm og tankdæksel.
- Påfyldningsdæksel for motorolie, kølervæske, sprinklervæske og eventuelt olie til servostyring.
Instrumenter og kontrollys som du skal kunne ”AFLÆSE OG FORSTÅ BETYDNINGEN AF”
- Speedometer og temperaturmåler.
- Kontrol for olietryk, elektrisk strøm, dørlukning, lys i lygter – herunder blinklys, parkeringsbremse, ABS-bremser, ESC, motorlampe og eventuelt kontrollys for airbags samt fejl i bremsesystemet.
Du skal kunne ”KONTROLLERE” følgende ved styreapparatet:
- Der må normalt ikke være ratslør. Dette kontrolleres ved, at hjulene straks følger rattets bevægelser (i biler med servostyring foretages kontrollen med startet motor).
- Væskestanden i en eventuel servobeholder skal følge bilfabrikantens forskrifter. Dette kontrolleres enten ved, at væskestanden er mellem min.-max. mærket, eller ved at kontrollamper herfor ikke er tændt.
Du skal kunne ”KONTROLLERE” følgende ved bremserne:
- Bremsepedalen må ikke kunne trædes i bund, når der trædes hårdt på pedalen. Pedalvandringen er i øvrigt afhængig af bilfabrikatet.
- Bremsepedalen må normalt ikke synke, mens den holdes nedtrådt ved konstant tryk.
- Ved bremser med vakuumforstærker skal bremsepedalen efter trykudligning – dog synke et lille stykke, mens den holdes nedtrådt og motoren derpå startes.
- Væskestanden i bremsevæskebeholderen skal være mellem min. – max. mærket eller ved, at kontrollampen ikke er tændt.
Du skal kunne ”KONTROLLERE” følgende ved lygter, reflekser og horn:
- Alle lygter og reflekser skal være hele og rene, og alle lygter skal kunne lyse.
- Nærlyset må ikke blænde, bedømt på – at overkanten af lysgrænsen falder 1 cm pr. meter.
- Stoplygterne skal give væsentligt kraftigere lys end baglygterne.
- Blinklygterne skal blinke med gult lys, der tydeligt kan ses i sollys.
- Havariblinket skal kunne tænde alle blinklygter samtidigt.
- Nummerpladelygter skal have hvidt lys, der kan belyse den bagerste nummerplade.
- Lygter i et lygtepar skal have ens farve og lysstyrke.
- Hornet skal have en klar konstant tone.
Du skal kunne ”KONTROLLERE” følgende ved motor og udstødningssystem mv.:
- Motoren må ikke udvikle unødig røg og støj.
- Udstødningssystemet skal være tær og sidde fast.
- Motorolie skal være påfyldt i tilstrækkelig mængde, aflæst på oliepindens max. –og min. –mærker, eller efter instruktionsbogens anvisninger.
- Kølervæske skal være påfyldt i tilstrækkelig mængde bedømt efter instruktionsbogens anvisninger.
Du skal kunne ”KONTROLLERE” følgende ved dæk og støddæmpere:
- Dæk skal have mindst 1,6 mm dybde i hovedmønsteret på alle hjul, eventuelt bedømt ved slidindikatorer.
- Dæk og fælge skal være ubeskadigede.
- Støddæmpere skal være virksomme ved alle hjul, bedømt ved, at bilen straks går i ro efter en kraftig påvirkning af støddæmperne.
Du skal kunne ”KONTROLLERE” følgende:
- Sprinklervæske skal være påfyldt i tilstrækkelig mængde.
Denne video på Youtube beskriver den nødvendige teknik man skal kunne til køreprøven. Vi anbefaler dog også at du læser ovenstående punkter nøje igennem.